Peter Mygind er tilbage på tv – men det er ikke uden problemer
Det er ikke meget mere end et halvt års tid siden, at man sidst kunne se Peter Mygind i rollen som chefefterforskeren Dan Sommerdahl i ”Sommerdahl”.
Men i år har TV 2 valgt at sende den populære tv-serie i vintermånederne, så derfor vender han allerede tilbage på skærmen søndag den 26. januar.
I den nye sæson 6 blomstrer kærligheden mellem Dan Sommerdahl og kystvagten Josefine, men forholdet mellem dem er bestemt ikke uden problemer.
Josefine er ude af fængslet, og hun og Dan er forelskede, men pludselig banker det på parrets dør – og det, der venter udenfor, får store konsekvenser for parret og Dan Sommerdahls familie og kolleger.
Der bliver naturligvis også et gensyn med Dans kolleger på politistationen i Helsingør, Flemming, Marianne, Benjamin og Nadia.
Sammen skal de løse en række nye mordgåder i den nordsjællandske kystby. Og der er som altid lagt op til masser af drama og konflikter.
Sjette sæson af ”Sommerdahl” får premiere på TV 2 Play og TV 2 Charlie søndag 26. januar kl. 20.55.