
Jim Lyngvild: Jeg spiller, så jeg kan se min mor i øjnene

Ud over selvfølgelig med nyheden om, at Jim Lyngvild er flyttet ind på Sostrup Slot, har fænomenet Lyngvild i den senere tid skabt en del virak om sig selv på grund af sin deltagelse i TV 2 Echo-programmet ”Spillet”.
Ikke alene har realityprogrammet fået omtale, fordi ingen af de kendte vidste, hvad de gik ind til, men også fordi Jim ved sin blotte tilstedeværelse lagde sig ud med en anden deltager, Irina Olsen, på dag ét.
Hun beskyldte ham for at have kaldt hende grimme ting i fortiden.
– Det var dybt ubehageligt at blive angrebet. Altså at komme ind i et hus, hvor man ikke aner hvem, der er med, eller hvad man skal, og så er der en, der farer lige i struben på mig! fortæller Jim, der i programmet valgte at tage tvisten med Irina op i plenum lige inden den første afstemning.

Med mor i tankerne
– Det har været vigtigt for mig, at jeg var ærlig overfor folk. Også hvis jeg blev nødt til at eliminere folk. Så sagde jeg: ”Jeg stemmer altså på dig.” Og det har jeg sagt, mens de har haft mulighed for at stemme for mig. Det har jo været noget, der har kostet, siger han uden at afsløre mere om ”Spillet”.
Én ting har han haft i baghovedet under optagelserne: Sin mor.
– Det vigtigste pejlemærke for mig var, at min mor skal kunne se programmet og sige: ”Gud, hvor jeg kan genkende min søn. ”Måske havde hun gjort tingene anderledes, men hun skulle kunne genkende mig.
Hvordan det går Jim i ”Spillet”, må vi vente med at se.
