22. jan. 2025
Af Luise Marie Bekker

Jim Lyngvild og Irina Olsen i flæsket på hinanden i "Spillet": Nu har han sagt undskyld

Jim Lyngvild og Irina Olsen.
Jim Lyngvild og Irina Olsen.
Foto: Mikael Rieck
Det går helt galt imellem Irina Olsen og Jim Lyngvild i "Spillet".

Blot 10 minutter går der, inden der er dømt kæmpedrama i TV 2 Echos nye realitykoncept "Spillet".

Det er alene tilstedeværelsen af Jim Lyngvild, der får Irina Olsen til at se rødt.

- Vi kender godt hinanden - du har skrevet nogle ikke så pæne ting om mig, siger Irina, da Jim kommer ind ad døren.

Det nag, hun bærer på, stammer fra dengang, Jim skrev om mode for Ekstra Bladet, hvor han kommenterede på kendtes tøj på den røde løber.

- Han skrev nogle meget grove vendinger, synes jeg, om det outfit, jeg havde på til et event. Jeg havde lakbukser og en mavebluse på og en blond paryk, mindes Irina.

- Jeg har meget stærke holdninger til det der med at kommentere på, hvordan folk ser ud, og hvordan folk vil eksperimentere med den måde, de udtrykker sig på via tøj og makeup. Man skal ikke have lov til at begynde at nedgøre folk, siger hun til BILLED-BLADET.

Et angstanfald

Tvisten imellem Jim og Irina fylder meget i det første afsnit, særligt da deltagerne skal til at stemme hinanden ud, og Jim vil bruge tiden på at glatte ud med Irina.

Irina føler, det gør skydeskiven på sin egen ryg større.

Men Jim føler, at han er nødt til det.

- Jeg var lige kommet ind i det her hus og anede ingenting, og så fór hun i struben på mig. Jeg blev angrebet og fik nærmest et angstanfald.

- Men jeg har lavet meget værre Modediktatoren end det der... smiler han.

Facebook har Jim delt et udklip fra det skriv, der er tale om i programmet.

Sen undskyldning

Programmet er optaget i efteråret, men først en uge før premieren fik Irina en undskyldning fra Jim.

- Jeg sagde undskyld for, hvis hun var blevet ked af det, for man skal aldrig være for stejl til at sige, "hvis det sårede dig, er jeg rigtig ked af det. Men man skal også huske på, at man som kendt menneske, når man kommer til en premiere, så må man også forvente, at nogen skriver noget om en - måske også noget, man ikke selv kunne have ønsket, siger Jim.

Irina har godtaget undskyldningen.

- Som han også siger, det var hans arbejde dengang. Jeg har fået min undskyldning. Og nu lægger vi det bag os. Men jeg er også glad for, at jeg har muligheden for at kommentere på det. Jeg havde glemt, at han eksisterer, for jeg havde blokeret ham efter hans kommentar dengang, siger Irina, der aldrig havde mødt Jim før optagelserne til "Spillet".

De fortæller uafhængigt af hinanden, at deres forhold er fint i dag.

- Jeg kan intuitivt godt fornemme, at han gør det sjovt og han gør det kærligt. Jeg fornemmer, når jeg møder ham i virkeligheden nu, at der er meget lort, han bare fyrer af, siger Irina.

Læs mere om: