11. jun. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Mads fra Bachelorette: Disse to tv-programmer har han medvirket i

Mads og Sofie fra "Bachelorette".
Mads og Sofie fra "Bachelorette".
Foto: Lotta Lemche / TV 2, TV 2 Danmark
"Bachelorette" er ikke Mads Sundgaard Hansens første tv-program.

Der er sød musik at spore mellem Mads Sundgaard Hansen og Sofie Martinussen i dette års ”Bachelorette”. Mads er en af de mange bejlere, der skal forsøge at vinde Sofies hjerte.

Men det er ikke første gang, at Mads Sundgaard Hansen er med i et tv-program.

For 10 år siden var han til audition på ”X Factor”, der dengang blev vist på DR. Det afslører han i SE og HØRs podcast "Sladderministeriet".

Her skulle den unge bejler sammen med en kammerat overbevise dommerpanelet, som bestod af Thomas Blachmann, Mette Lindberg og Remee, om at de havde ”X Factor”.

Mads Sundgaard Hansen fortæller dog, at det blot var en spøg.

- Jeg kan ikke synge! Det var en udfordring, og jeg var 14-15 år. Jeg kan ikke sige nej til en udfordring, fortæller Mads i SE og HØRs podcast.

Det blev da heller ikke til mere end en audition i ”X Factor”, da dommerne stemte dem ud af konkurrencen. Udover "X Factor" har Mads Sundgaard Hansen også deltaget i "Masterchef", hvor det heller ikke blev den store succes.

Bedre går det for Mads i "Bachelorette", hvor han indtil videre har overlevet fire roseceremonier.

Du kan se ”Bachelorette” hver tirsdag, onsdag og torsdag på TV 2 Echo og TV 2 Play.

Læs mere om: