Bachelorette-Mads afslører: Risikerer gigantisk bøde
Denne uge runder "Bachelorette" en milepæl, da det populære datingprogram er nået halvvejs i sæsonen.
Der går altså stadig en rum tid, før seerne får at se, om de to bachelorettes Lissa og Sofie finder kærligheden, og spørger man deltagerne i programmet, så er det ikke meget, de vil afsløre.
Til SE og HØR fortæller Mads Sundgaard Hansen, der er en af de mange bejlere, da også, at TV 2 i den grad har sikret sig, at "Bachelorette"-deltagerne ikke kommer til at sladre om programmets slutning.
– Vi har underskrevet en ret lang kontrakt med en masse, masse punkter, og der er også en pengebøde, hvis vi får spoilet noget, afslører Mads i SE og HØRs podcast "Sladderministeriet".
Den 25-årige studerende fra Roskilde kan ikke komme nærmere ind på, hvor stor bøden er, men lidt vil han dog godt røbe:
– Den er sekscifret, slår han fast.
Du kan se Bachelorette på TV 2 Echo og TV 2 Play.