11. jul. 2023
Af Catja Klarskov

Stine Sara fra Fuck! Vi har tourette slap af med sine tics: Sådan har hun det i dag

Stine Sara Kold. 
Stine Sara Kold.
Foto: Monday Media/TV 2
I kampen mod ticene tog Stine Sara Kold fra ”Fuck! Vi har tourette” alternative midler i brug. Sådan har hun det i dag.

Stine Sara Kold fra TV 2-programmet ”Fuck! Vi har tourette” tog alternative midler i brug for at slippe af med sine tics.

I dag lever Stine Sara fortsat uden "Leo", men i stedet er andre udfordringer dukket op til overfladen. Det fortæller hun i en ærlig og sårbar video på Instagram, som BILLED-BLADET har tilladelse til at dele.

Det var forbundet med stor nervøsitet, at Stine Sara i sidste uges afsnit af programmet fortalte, at hendes vokale tourette, hun har navngivet "Leo", men som har den kliniske betegnelse koprolali, var forsvundet. Og med rette.

I aftenens afsnit gav programmets ene hovedperson nemlig et ærligt indblik i de mange grimme beskeder, der efterfølgende landede i hendes indbakke på de sociale medier.

I indbakken blev hun blandt andet beskyldt for at være både opmærksomhedskrævende og en løgner.

Leo er væk

Stine Sara har stadig Tourettes syndrom, men er i dag fri for de voldsomme, vokale udbrud, som "Leo" repræsenterede. Det betyder dog langt fra, at hun ikke har andre udfordringer at kæmpe med.

I sin ærlige video fortæller hun nemlig, at der, da Leo forsvandt, blev rum til, at andre diagnoser fik større spillerum. Det betyder, at Stine Saras OCD, adhd og fibromyalgi-diagnose for tiden fylder en del i hverdagen.

Stine Sara forklarer desuden, at hun oplever, at særligt ét spørgsmål til hende går igen. Mange ønsker nemlig svar på, hvordan hendes fremtidige arbejdsliv ser ud, efter "Leo" er forsvundet.

Programmets ene hovedperson er nemlig, som direkte konsekvens af sin tourette-diagnose, blevet tildelt førtidspension, og desværre kan hun oplyse, at der ikke er udsigter til, det ændrer sig foreløbig.

Til trods for, at Stine Sara fortsat har en kamp foran sig, så er der dog også mange lyspunkter i hendes liv.

– At se programmerne har kastet mig lidt tilbage i at gennemleve det hele igen, så jeg bearbejder indtrykkene på ny. Jeg glæder mig til en fremtid med mere musik, podcasts, bøger, foredrag og alt det gode, livet har at byde på, fortæller Stine Sara til BILLED-BLADET, hvorefter hun slår én ting fast.

– Jeg vil fortsat inspirere folk til at skabe plads til at turde være sig selv, ligegyldig hvad de har med sig af udfordringer og diagnoser, afslutter hun.

Læs mere om: