3. nov. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Anders fra Forræder med ærlig udmelding efter exit: Havde ingen anelse

Anders og Matias fra "Forræder - Ukendt grund".
Anders og Matias fra "Forræder - Ukendt grund".
Foto: Lotta Lemche/TV 2
Først da Matias gjorde dette, blev Anders sikker i sin sag, alligevel var han slet ikke i nærheden af et pletskud.

Efter fjerde omgang omkring det runde bord i ”Forræder – Ukendt grund” var det Anders, der måtte forlade programmet, da han blev forvist af sine medspillere.

Nu fortæller Anders til BILLED-BLADET, at han på ingen måde havde luret, at det var ham, der stod for skud ved det runde bord.

Han afslører, at han undervejs ikke på noget tidspunkt var overbevist om, hvem det var, der var forrædere – ikke engang tæt på.

Indtil nu.

Ved aftenens runde bord skete der noget, som gjorde ham sikker i sin sag.

– Først da Matias anklager mig, bliver jeg for alvor overbevist om, at han måtte være forræder, da han forsøger at få opmærksomheden væk fra sig selv, forklarer Anders.

"De styrede spillet"

Han uddyber, at han stadig troede, at Matias var forræder, da han forlod slottet. Først nogle uger senere fandt han ud at, at han tog fejl, fordi han fik at vide, hvem det var.

Og når han tænker tilbage, havde han ikke den fjerneste anelse på noget tidspunkt om, at det var Marc, Regitze og Stefan, der var forrædere.

– Jeg var slet ikke i nærheden af at gætte, at det var de tre, siger han og tilføjer:

– Hvis der var nogle, der styrede spillet, så var det i højere grad forræderne, end det var de loyale, understreger han.

Anders understreger, at selvom Matias endte med at få ham ud, så har de et rigtig godt forhold til hinanden i dag, og det gælder også de andre spillere.

Du kan se "Forræder – Ukendt grund" hver lørdag kl. 22.40 på TV 2 Echo eller på TV 2 Play.

Læs mere om: