Asta Björk og kærestens nye eventyr: Det er stort
Danseren Asta Björk har glædet sig til, at det skulle blive februar, for der begynder hendes og kæresten Jonass Jannec Jensens nye boligeventyr.
- Så har vi fået nøglerne til vores nye lejlighed! Jeg glæder mig så meget at flytte ind, men først skal vi lige have ændret nogle ting i den i løbet af de næste par dage, skriver ”Vild med dans”-stjernen i et opslag på Instagram og fortsætter:
- Det er et kæmpe skridt for mig at have købt min første lejlighed, og der er ingen, jeg hellere vil dele det med end Jonass.
BILLED-BLADET har fået lov til at dele opslaget, hvor 23-årige Asta Björk har lagt et sødt billede op af sig selv og kæresten, hvor de står i køkkenet i deres nye lejlighed.
Deres nye hjem ligger i Kokkedal nord for København, og parret flytter dermed fra Frederiksberg.