Bianca fra Landmand søger kærlighed afslører: Sådan går det i dag
SPOILER!
Hvis ikke du har set afsnit 12 af ”Landmand søger kærlighed”, som er på TV 2 Play, skal du IKKE læse videre. Der afsløres detaljer fra afsnittet, som sendes på TV 2 den 29. oktober.
Bianca Eisenhart fandt desværre ikke kærligheden i ”Landmand søger kærlighed”.
Men den unge landmand kan nu afsløre, at hun har fundet kærligheden på anden vis.
– Jeg faldt over en sød fyr, der skrev til mig på Instagram. Vi har set hinanden en del gange, fortæller hun.
Han skrev allerede til hende, efter at afsnit et af ”Landmand søger kærlighed” havde kørt over skærmen, og de har datet lige siden, og hun indrømmer, at hun er gået hen og blevet lidt småforelsket.
Græd hver dag
Hvem hendes nye udkårne er, vil hun dog ikke afsløre – og det er der en helt særlig grund til.
– Jeg har fået så mange negative kommentarer på det sidste, så det prøver jeg lige at skåne ham for, fortæller Bianca.
I den seneste episode af programmet, hvor Bianca medvirker, er hun på romantisk weekend med bejleren Sebastian. Og her går det helt galt mellem dem.
Bianca har tidligere udtalt, at hun ikke er stolt over den måde, hun reagerede på i situationen og har undskyldt over for Sebastian. Efter afsnittet blev sendt, har det dog fået en masse til tasterne på sociale medier, og hun fortæller, at hun er blevet bombarderet med negative kommentarer.
– De har været ekstremt ondskabsfulde, og jeg var faktisk så påvirket i starten, at jeg gik hjem og græd hver dag, understreger hun.
”Tænk jer om”
Når Bianca ser tilbage på oplevelsen, fortryder hun ikke, at hun har været med. Hun har fået en masse nye bekendtskaber og har lært en masse om sig selv.
Men hun er ked af, at folk har reageret så negativt. Selvom hun godt kan tåle kritik, føler hun alligevel, at det har taget overhånd, og hun er overrasket, hvad folk kan finde på at skrive.
Og til dem, der skriver til hende, har hun en særlig bøn.
– Tænk jer om, før I skriver. Det er mentalt hårdt at modtage det. Det gør fucking ondt, lyder hendes opråb.