
Camilla Rubæk blev bestormet med grimme beskeder efter debut i 3xBeliggenhed: Nu reagerer hun

”Burde fyres”, ”fejlcastet” og ”ikke til at holde ud”.
Sådan lød nogle af de beskeder, som Camilla Rubæk fik i sin indbakke, efter hun fik debut som vært i TV 2-programmet ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed”.
Siden det første afsnit løb over skærmen, er hun blevet bestormet med utallige ubehagelige og grænseoverskridende beskeder.
Det fik i første omgang programmets værter Sara Lygum og Christian Borregaard til at råbe op og tage kraftigt afstand fra de hadske beskeder.
– De sidste dage er hun blevet overhældt med et hav af ubehagelige beskeder og kommentarer. De er personlige og har sågar bedt hende hoppe i havnen. Det går langt, langt over min grænse for, hvordan vi behandler vores medmennesker, skrev Sara Lygum blandt andet på Instagram.
Camilla Rubæk er taknemmelig for sine medværters støtte. Nu reagerer hun selv på den massive kritik, som hun har fået.
Det gør hun i et interview med Sjællandske Nyheder.
– Jeg har stadig hovedet oppe, benene nede og et stort smil på læberne. Når der laves forandringer i noget anerkendt, veletableret og elsket, kan det være noget af en omvæltning, sådan tror jeg, at mange har det, lyder det fra Camilla Rubæk til mediet.
Hun opfordrer til, at man skal huske den gode tone og være åben over for folks forskelligheder.

