Claus og Nicoline fra Landmand søger kærlighed afslører: Sådan går det i dag
Efter 13 hæsblæsende uger er ”Landmand søger kærlighed” nu slut, og for flere af parrene endte datingeventyret lige, som de havde håbet.
Som man tydeligvis kunne se i programmet, fandt Claus og Nicoline melodien med hinanden, og på den romantiske weekend spurgte han hende, om de skulle være kærester.
Claus og Nicoline får mere tid sammen
Det er nu godt fire måneder siden, han stillede det store spørgsmål, og parret er langt fra færdige med at kysse og holde i hånd.
- Vi er ikke flyttet sammen endnu, men vi er sammen, så meget vi kan, fortæller Claus Simonsen, 33, da BILLED-BLADET møder ham og 28-årige Nicoline Knudsen hjemme på gården nær Haslev.
Hun arbejder som salgskoordinator for et modebrand i København, mens Claus ved siden af landbruget også passer sit job som ingeniør. Hans arbejde indebærer mange rejsedage hvert år, og når han er hjemme i Danmark, prioriterer han og Nicoline derfor også at være så meget sammen som muligt.
- I begyndelsen af næste år regner jeg med, at jeg skal rejse mindre og efterhånden stoppe helt med det. Det har været fedt at rejse rundt i verden, men nu har jeg prøvet det. Jeg har købt gården, fordi jeg gerne vil bo her, og nu har jeg også mødt Nicoline, og vi vil gerne være sammen. Jeg tror, at hvis jeg var mere hjemme nu, så var vi allerede flyttet sammen, fortæller Claus, mens Nicoline nikker.
Nicoline føler sig hjemme
I begyndelsen af forholdet tilbragte de en del tid hos hende på Østerbro i København, fordi hans forældre fortsat boede hjemme på gården. De flyttede dog ud i midten af september, så nu har parret hjemmet for sig selv.
- I lang tid følte jeg, at det var hans forældres hjem, men der gik ikke lang tid, efter de flyttede ud, før jeg virkelig følte, at jeg var hjemme. At skulle andre steder nu føles som om, jeg er på besøg – også når jeg er i København. Jeg havde ikke forventet, det ville gå så hurtigt, fortæller Nicoline.
Selv om hun fortsat ikke er flyttet rigtigt ind, er hun og Claus allerede i fuld gang med at rykke rundt og gøre ved på gården, så de ikke bare flytter ind i Claus’ barndomshjem.
- Nicoline begynder jo at være en del af livet her. Vi er ved at renovere badeværelset, og det er Nicoline, der maler og kommer med ideer. Vi gør mange ting sammen, men også ting hver for sig. Vi er ved at finde ud af, hvordan en hverdag sammen fungerer.
Nicoline har lært Claus’ familie rigtig godt at kende, ligesom han også har været med til fødselsdage og lignende i hendes familie.
Store drømme
- Han har allerede en helt særlig plads i min mors hjerte, og ham og min far kan snakke helt vildt meget om værktøj – han er tømrer. De kan også begge lide fodbold! Nu hvor min familie har mødt Claus, spørger de altid, hvordan han har det, før de spørger mig, ler Nicoline.
Parret drømmer nu om at få en hverdag til at fungere og være endnu mere sammen, ligesom de også gerne vil ud at opleve verden sammen. For eksempel er en tur gennem USA et af de helt store rejsemål.
Om der på et tidspunkt kommer børn på gården, ved de ikke, og Claus og Nicoline har da heller ikke travlt med eventuelt at stifte familie.
- Vi tager det stille og roligt, og hvis vi føler, tiden er inde til det, og vi gerne vil det, så kunne det være skønt at få et barn, men det skal være det rigtige tidspunkt og noget, vi vil sammen. Vi har ikke noget hastværk, siger Claus.
- Et hjem og en familie for os kan være mange ting, og det behøver ikke nødvendigvis involvere børn. Man skal sætte et barn i verden, fordi man virkelig vil det og kan tilbyde det al den kærlighed, der skal til. Nu skal vi først flytte sammen og prøve det, og så skal vi på en lang ferie sammen. Så ser vi, hvad der kommer efter det, fortæller Nicoline om fremtiden.
Man kan læse hele interviewet med Claus og Nicoline i BILLED-BLADET, der udkommer torsdag 3. november.