Det så du ikke på tv: Derfor sov Amanda ikke om natten inden mødet med Uwe
Længslen og kærligheden lyste ud af Amanda og hendes tyske løjtnant, da de blev genforenet i sæsonpremieren på ”Badehotellet”.
De havde på det tidspunkt ikke set hinanden i et helt år, men det lykkedes hotelejeren at opspore Uwe Kiessling, da han havde fået arbejde uden for Grove-lejren.
37-årige Amalie Dollerup husker tydeligt, da hun sidste år skulle optage netop den scene.
På det tidspunkt havde hun nemlig heller ikke set sin tyske medspiller, 36-årige Anton Rubtsov, siden optagelserne til sæson 9 i 2021.
Hun afslører en detalje, som man ikke ser på tv.
- Jeg sov faktisk ikke ret meget om natten, da jeg skulle lave den scene, for det var så vigtigt, at den blev god, fortæller Amalie Dollerup til BILLED-BLADET.
Hun uddyber, hvorfor genforeningens-scenen mellem Amanda og Uwe fik hende til at ligge søvnløs natten inden optagelserne.
- Jeg havde jo ikke set Anton i to år på det tidspunkt. Men vi kunne også bruge det på en eller anden måde, fordi Amanda og Uwe heller ikke havde set hinanden i et år, forklarer Amalie Dollerup og tilføjer:
- Hun vil gerne være sammen med ham, og de længes efter hinanden. Det ved de fra de breve, de har skrevet sammen. Derfor betyder den scene enormt meget.
Sæson 10 af ”Badehotellet” sendes søndage kl. 20.00 på TV 2.