Er det slut med Graverne? Det siger forfatteren
De seneste uger har man på TV 2 kunnet følge mysteriet om Gaudehøj og den hemmelige fængselsafdeling, og i sjette og sidste afsnit blev trådene så endelig redt ud.
Justitsministeren og hendes departementschef måtte gå af som følge af ”Brændpunkt”-redaktionens afsløringer, og slutningen åbner i den grad op for, at der kunne være mere på vej af TV 2-serien.
I hvert fald modtager Liv, spillet af Mille Dinesen, et tip om en ny historie, som graverne kan dykke ned i.
BILLED-BLADET har spurgt TV 2, om der er endnu en sæson på vej af tv-serien, men de er endnu ikke vendt tilbage.
Ved pressemødet sagde flere af skuespillerne, at de var klar på en sæson mere, og det lader også til, at manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen har flere historier i ærmet, hvis TV 2 skulle gå hen og bestille endnu en sæson af ”Graverne”.
Kommer der en sæson to?
- Det håber jeg. Jeg har i hvert fald skrevet et oplæg til, hvad der kunne ske. Nu må vi se, sagde Jenny Lund Madsen, da BILLED-BLADET mødte hende ved et pressemøde før sommerferien.