16. okt. 2023
Af Catja Klarskov

Flokken-deltager kommer alvorligt til skade: Nu afslører Jan alt om ulykken – også det du ikke så på tv

Brian, Amalie og Jan fra "Flokken". 
Brian, Amalie og Jan fra "Flokken".
Foto: Lotta Lemche/TV 2
I aftenens afsnit af ”Flokken” gik det grueligt galt for deltageren Jan, der gled på en klippeskrænt og rev sin skulder af led. Nu deler Jan alle detaljerne om ulykken, som ikke blev vist på tv.

Jan fra TV 2-programmet ”Flokken” kunne næppe have fået en værre start, på hvad der skulle have været hans livs eventyr.

Allerede på andendagen gled han på en klippeskrænt, rev sin højre skulder af led og måtte derefter udgå af programmet.

Seerne får kun ganske små brudstykker fra episoden at se på tv. Nu afslører Jan dog alle detaljerne om ulykken, som endte med at koste ham hans medvirken i programmet.

– Det har regnet meget, så alt er drivvådt. Da det endelig stoppede med at regne, går jeg afsted for at komme ned ad bjergsiden. Her får jeg trådt på en klippesten, som jeg troede, jeg trygt kunne træde på, fordi den sad fast, men idet jeg lægger vægt på, skrider den, og jeg falder, forklarer Jan til BILLED-BLADET, hvorefter han uddyber episoden.

– Jeg falder uheldigt, fordi jeg forsøger at beskytte kameraet i min ene hånd. Da jeg lander, kan jeg med det samme mærke, at min skulder er hoppet af led.

Jan blev tilset af en læge på stedet, der forsøgte at sætte skulderen på plads hurtigst muligt.

– Lægen er bange for, at han ikke har fået sat den ordentligt på plads, så han pakker mig ind i en forbinding og siger, at vi skal på sygehuset. Dér brød min verden sammen. Jeg var godt klar over, at jeg ikke kom tilbage igen, slår han fast.

På sygehuset fik Jan besked om, at han skulle gå med armen i slynge i ti dage, og det afgjorde endegyldigt hans fremtid i ”Flokken”.

– Det fik jeg ikke lov til at fortsætte med, og derfor blev jeg taget ud af programmet. Det er en af de største skuffelser, jeg har skulle igennem, men hvordan ville det ikke se ud, hvis jeg rendte rundt ude i skoven med min arm i slynge og skulle filme mig selv, siger Jan, der udmærket forstår produktionens beslutning.

I ”Flokken” bliver ti modige danskere placeret i Bulgariens vilde natur. Herefter gælder det om, at deltagerne løbende skal finde hinanden og nå i mål i samlet flok.

Alle deltagerne bærer hver et ukendt pengebeløb i en lille cylinder. Pengebeløbet spænder fra 1 krone til 400.000 kroner.

Da Jan udgik af programmet, tog han samtidig sit ukendte pengebeløb med sig, og det er derfor ikke længere muligt for de resterende ni deltagere at vinde den størst mulige gevinst på 1 million danske kroner.

Du kan se ”Flokken” hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV Play.

Læs mere om: