Først til verdens ende-par har svært ved at finde overnatning, men så sker det mest fantastiske
Flere af “Først til verdens ende”-parrene har i sæsonens første afsnit af TV 2-rejseprogrammet problemer med at finde overnatningsmuligheder i de nye, uvante omgivelser.
I aftenens afsnit blev kapløbet fløjtet i gang fra storbyen New York, og herfra drog de fem nye par afsted på deres livs eventyr. På blot 45 dage skal de nå slutdestinationen Buenos Aires i Argentina uden hverken fly, dankort eller mobiltelefoner til deres rådighed.
Det første par, der møder modgang på rejsen, er Laura og hendes mor Bettina. De står pludselig med en aflyst natbus ud af den amerikanske hovedstad, Washington D.C, og i bælgmørk, fremmed storby har de nu meget få muligheder for overnatning.
Til deres held møder de hurtigt amerikansk gæstfrihed, når den er er bedst. Den viser sig i Dan, der straks tilbyder mor og datter, at de kan overnatte hos ham og hans hustru.
Mor og datter er dog langt fra de eneste, der allerede på rejsens første etape oplever den amerikanske næstekærlighed. Også venneparret, Nicolai og Christian, og søstrene, Heidi og Susie, får hjælp fra fremmede, uventede kanter.
Nicolai og Christian bliver tilbudt at sove på to sammenklappede flyttekasser i baglokalet på en grillbar i Philadelphia, og søstrene bliver indlogeret hos chefen på den østersfarm, hvor de samme dag tjente en dagsløn ved at rense friskfangede østers.
Og netop dén oplevelse og erfaring er en af årsagerne til, at søskendeparret meldte sig til programmet.
– Vi har snakket om hjemmefra, at vi skal huske at komme ind under huden på de lokale. Det har vi da gjort her. Det kan godt være, at vi måske er sakket lidt bagud af den årsag, men det er det hele værd, siger Susie i programmet.
Du kan følge kapløbet og de fem pars mange spændende og eksotiske møder og oplevelser i seriens tredje sæson.
Aftenens afsnit var første episode af “Først til verdens ende”, der bliver sendt hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.