Frygtelig ulykke i Årgang 20: Sådan går det Lisbeths far nu
Det var en hyggelig dag for hele familien, da Lisbeth, Christian og børnene fra ”Årgang 20” var sammen i haven hjemme i Ålsgårde i sommer, men dagen sluttede noget mere dramatisk.
Lisbeths far var på besøg, fordi han havde tilbudt at hjælpe med at bygge et skur i haven, så familien kunne få plads til noget mere opbevaring.
Han var næsten i mål, da det gik gruelig galt, som man også kan se i ”Årgang 20”. Svigerfaren faldt nemlig ned fra skuret.
- Jeg gik et andet sted i haven, og så hørte jeg et kæmpe smæld. Jeg kunne ikke forstå smældet, og da jeg løftede pladen, lå min svigerfar nedenunder, og han var helt færdig, beskriver Christian.
- Min far ville ikke have, jeg fik det at vide, og han ville ikke have en ambulance. Han ville beskytte mig, men jeg ville gerne gøre noget. Da jeg kom derom, sad min far med koldsved i hele hovedet, og jeg sagde, at han kunne have brækket ryggen, og at han skulle på hospitalet. Men han mente bare, det var slaget, forklarer Lisbeth, der dog fik sin far overbevist om, at han skulle af sted for at blive tjekket.
- Jeg blev så ked af det og fik skyldfølelse over at bede ham bygge et skur, som han faldt ned fra. Jeg holdt øje med ham hele natten. Jeg kom rigtig tæt på min far i den periode, og det var megastort. Vi har aldrig snakket meget sammen, så det var sundt for vores forhold. På hospitalet kunne de se, ryggen var brækket, og det var ret tæt på rygmarven, så de skulle diskutere, om han skulle opereres, men det skulle han heldigvis ikke, uddyber Lisbeth.
Det er nu et halvt år siden, ulykken skete, og hendes far døjer stadig med smerter.
- Han har stadig smerter. Det er varige men, forklarer hun.
- Han har fået trykket rygsøjlen, uddyber Christian.
- Men han har overlevet, og det er jeg så taknemmelig for. Han kunne være død eller endt i kørestol, lyder det videre fra Lisbeth.