Har du bemærket det i Oxen? Kongehuset har givet tilladelse
I ”Oxen” kan man hver søndag følge Niels Oxen, som spilles af Jacob Lohmann. Hans liv er blevet vendt på hovedet, efter han blev smidt ud af jægerkorpset, og han bor nu midt ude i skoven.
Han har mange flotte bedrifter på sit CV, og i serien får man fortalt, at han er Danmarks højest dekorerede jægersoldat nogensinde. Niels Oxen har modtaget både ordener og medaljer fra Kongehuset, og flere af dem indgår også i serien.
Man ser det helt i begyndelsen, da Niels Oxen er iført sin uniform til vennen Bosses begravelse i afsnit et.
I afsnit fire er Dannebrogsordenen, som også indgår i intro-sekvensen til hvert afsnit, i centrum.
Birgitte Hjort Sørensens karakter, Kajsa Corfitzen, sætter den på sit tøj, og hun begynder tilmed at synge en fødselsdagssang til Valdemar Sejr, som var ham, der ledte slaget i Estland tilbage i 1219, hvor Dannebrog faldt ned fra himlen.
Man skal have modtaget en sådan orden af kongehuset for at måtte bære den, og den skal desuden afleveres tilbage, når man dør.
I serien er der dog ikke tale om, at skuespillerne bærer nogle ordener, som de selv har modtaget, og det har krævet en særlig tilladelse fra Kongehuset.
TV 2 oplyser til BILLED-BLADET, at produktionen bag tv-serien har lånt Dannebrogsordenen af Hofmarskallet i Det Gule Palæ på Amalienborg. Det er også dem, der har givet tilladelse til, at den må bruges i serien.