Helene Reingaard Neumann fra Familier som vores: Her er hendes kendte mand
”Familier som vores” er titlen på TV 2’s nye dramasatsning, som man kan følge hver søndag.
I serien følger man en dansk familie, der bliver tvunget til at reagere, idet vandstanden er faretruende høj og hele Danmark derfor skal evakueres. Blandt de medvirkende er Helene Reingaard Neumann, der spiller erhvervspsykologen Amalie.
- Det har været et meget betydningsfuldt projekt. Jeg arbejder også som præst, og det her med at lave en serie, som har et eksistentielt omdrejningspunkt, har virkelig været interessant, fortæller skuespilleren.
Helene Reingaard Neumann har undervejs i projektet arbejdet tæt sammen med sin mand, for hun er gift med instruktøren og manden bag serien, Thomas Vinterberg.
Undervejs har de været meget bevidste om ikke at blande arbejde og privatliv.
- Vi har det sjovt sammen. Vi har arbejdet sammen også før vi blev gift og kærester. Det ser vi som en fordel, for vi har en overenskomst, der handler om, at vi er ekstremt involverede i hinandens arbejde, men når et projekt er greenlightet, og man ved, vi skal på optagelser, så stopper vi så godt, som vi kan med at være kone og mand. Så har vi en aftale om at gå tilbage til, hvordan det var, før vi blev kærester. Jeg følges med de andre skuespillere og spiser frokost med dem, for ellers er det for svært ikke at blande det private ind i arbejdet, fortæller Helene Reingaard Neumann, der har spillet med i flere af sin mands film.
Parret har været gift siden 2010, og de har tre fælles børn. Derudover har Thomas Vinterberg to døtre med sin ekskone.