Henrik L og Henrik W kæmper igen om samme kvinde: Lavede aftale før kameraerne rullede i Landmand søger kærlighed
Helle Birkhøj har inviteret sine to bejlere Henrik Bruun Larsen og Henrik Winther hjem på sin gård.
Hendes to bejlere skiller sig ud ved, at de begge to var med i samme tv-program i 2022, hvor de også datede den samme kvinde.
Hverken Henrik L eller Henrik W vidste, at de hver især skulle være med igen, før de mødte hinanden på den første optagedag.
Før kameraerne rullede, aftalte de da også en ting.
- Henrik og jeg har det fint med hinanden, så på den måde sagde vi: ”Må den bedste mand vinde,” fortæller Henrik L til BILLED-BLADET.
- Men det er jo mærkeligt, fordi vi kender hinanden ret godt. Vi ved, hvad vi hver især kommer med og ikke kommer med. Vi ved også godt, at vi skal date og konkurrere om den samme kvinde. Det er mærkeligt at være flere om at date en, tilføjer han.
Kendskabet til hinanden, har da også betydet, at Henrik L har skruet lidt mere op for charmen over for landmanden Helle.
- Vi kender hinanden, så jeg ved, hvordan Henrik går til hende. Henrik dater lidt mere aggressivt, jeg måtte skrue lidt op for energien, fortæller Henrik.
Han understreger dog også, at selv om de ved, de er konkurrenter, var der dog ikke nogen fornemmelse for konkurrence, da programmet blev optaget. Tv-holdet er nemlig gode til at skabe en god stemning for deltagerne.
Da Henrik L var med i 2022, forlod han programmet af egen vilje. Han forklarede det med, at kemien mellem ham og landmanden Trine manglede, og så mærkede han også, hun var mere interesseret i sine øvrige bejlere.
Interesse kan han dog klart mærke fra landmanden Helle.
- Hun spurgte lidt ind til nogle ting, og vi lavede aktiviteter sammen. Det er også pointen ved, at man flytter ind. Man lærer først personen bedre at kende, når man flytter ind. Helle kunne lære os bedre at kende, fordi vi kommer tættere på. Jeg synes, Helle er en fantastisk person, så jeg gjorde også opmærksom på, at jeg gerne ville hende, fortæller Henrik L.