I 17 år har der været en dyb kløft mellem René og Michael, men nu kan de lægge fortiden bag sig
Michael og René Mallin stødte på flere udfordringer undervejs på deres tur gennem Europa i ”Først til verdens ende”, og udover en positiv coronatest kæmpede tvillingebrødrene blandt andet med en presset økonomi.
Det var da netop også mangel på penge, der satte en stopper for eventyret, men faktisk kom de to brødre længere i ræset, end de selv havde regnet med.
Vi var helt oppe at køre
- Allerede da vi var i Gibraltar og fandt ud af, vi skulle til Skotland, vidste vi, at økonomien var et problem. Vi var bange for, at vi ikke engang kunne komme til Skotland, fordi vi havde så få penge. Så da vi kom til Portree og også videre derfra, var vi helt oppe at køre, mindes Michael.
- Det var vores sejr, tilføjer René.
Udover at tvillingebrødrene har kæmpet med budgettet, har de undervejs også været mange timer efter deres konkurrenter. Men på utrolig vis lykkedes det dem at indhente Lars og Marianne forud for næstsidste checkpoint, og dermed undgik de at blive elimineret.
- Vi begyndte at samarbejde mere og lytte til hinanden. Det var den første etape, der virkelig kørte for os, fortæller René.
Et minde for livet
Desværre for de to brødre rakte pengene ikke til, at de kunne nå hele vejen tilbage til København, men selv om eventyret sluttede allerede i Sydengland, har de fået noget meget vigtigere ud af rejsen.
- Først og fremmest er jeg kommet tættere på min bror. Vi har et godt minde sammen i vores voksne liv nu, og det betyder alt for vores fremtid. Nu kan vi lægge fortiden bag os, forklarer René, der ikke har været tæt med sin bror de sidste 17 år.
Men det er der altså lavet om på nu.