Johnny Madsen får ikke det sidste ord på TV 2
Mange store danskere er gået bort inden for de seneste par uger, og hver gang det sker, melder sig spørgsmålet, om de mon medvirker i ”Det sidste ord”.
Mikael Bertelsen har i løbet af de seneste år interviewet en række store danskere om deres liv, og så er præmissen, at programmet først vises efter deres død.
Tirsdag kom den triste nyhed, at Johnny Madsen er gået bort i en alder af 73, men der kommer ikke en version af ”Det sidste ord” med ham.
Det oplyser musikerens manager og ven, Jeanett Exner, til Ekstra Bladet. Hun afviser, at han har medvirket i programmet.
- Nej, det er helt sikkert. Det gjorde han ikke, siger hun til avisen.
TV 2 vil over for Ekstra Bladet hverken be- eller afkræfte, om Johnny Madsen medvirker i programmet.
TV 2 har tidligere bekræftet, at der heller ikke kommer en udgave af ”Det sidste ord” med Ulf Pilgaard, der gik bort i sidste uge. Til gengæld sender kanalen på søndag ”Det sidste ord” med Erik Clausen.