Kasper Fisker åbner op om barsk og personlig historie i Vild med dans
Det bliver en rørende aften for 35-årige Kasper Fisker, når han fredag skal på dansegulvet med partneren Karina Frimodt for fjerde gang.
I program 4 af ”Vild med dans” skal parret nemlig fremføre en ønskedans, hvor dansen bygger på en barsk og personlig historie, som den tidligere fodboldspiller selv har oplevet.
- Det er en fed historie, som jeg ikke må sige, hvad er endnu. Den tager udgangspunkt i en meget slem oplevelse, jeg selv har haft på et tidspunkt, og hvor jeg efterfølgende havde mareridt omkring det, fortæller Kasper Fisker til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg har ikke åbnet så meget op for det før, for det var noget, der skete i mine start 20’ere.
Influenceren og podcastværten har valgt at fortælle historien i TV 2-showet fredag den 13. oktober, hvor der er gyseraften.
- Dansen handler om et mareridt og nogle drømme og tanker. Budskabet i dansen er, at jeg valgte at søge hjælp dengang, og det vil jeg gerne give videre, forklarer Kasper Fisker.
Han stoppede sin professionelle fodboldkarriere i 2021 på grund af en knæskade, og han indrømmer, at det har været en stor udfordring at øve trinene til netop ønskedansen.
- I dansen på fredag kravler jeg meget, og det var hårdt for mig, kunne jeg mærke. Jeg fik nogle puder på knæene til træningen, men de kommer af på fredag, og så må jeg lige bide smerten i mig!
Program 4 af ”Vild med dans” sendes på TV 2 fredag den 13. oktober kl. 20.00.