11. okt. 2024
Af Karina Didriksen

Knust Sara Lygum langer ud efter dommerne: Damian blev misforstået

Sara Lygum og Damian Czarnecki.
Sara Lygum og Damian Czarnecki.
Foto: Dan Mariegaard
Boligeksperten Sara Lygum var knust over, at hun og partneren Damian Czarnecki måtte forlade ”Vild med dans” som det tredje par.

Sara Lygum havde svært ved at holde tårerne tilbage, efter at hun og partneren Damian Czarnecki måtte forlade ”Vild med dans” i program 4.

- Der må være en mening med det, men når det er sagt, så er jeg superked af, at jeg ikke får lov at fortsætte. Jeg har ikke lyst til at tage hjem. Jeg plejer altid at sige, at man når længst med hjertet, men det er ikke altid, at man gør det, konstaterede en rørt Sara Lygum til BILLED-BLADET efter showet.

I løbet af hendes medvirken i ”Vild med dans” har dommerne ofte kritiseret Damian for at lave koreografier, der var for svære.

I fredagens show lød kritikken også på, at musikken var for hurtig i forhold til parrets vals. Men Sara Lygum forsvarer sin dansepartner og er uenig med deres dom.

- Jeg synes, de har været for hårde overfor Damian. Det har været svært for ham at komme med noget, der var godt nok, fastslog Sara Lygum og fortsatte:

- I sidste ende har jeg måske ikke kunnet følge godt nok med til at få højere karakterer, men jeg synes, det har været svært at finde ud af, hvad dommerne gerne ville have.

Den 45-årige boligekspert satte flere ord på sin holdning til dommerne.

- Jeg synes, at Damian bliver misforstået, for jeg synes faktisk, at han sætter et højt og ægte niveau. Han kæmper bare for, at jeg skulle blive en god danser. Hvis han ikke havde gjort det, havde jeg ikke fået alle de oplevelser, jeg har fået, lød det fra en tårevædet Sara Lygum.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-10-11/_E9A4344.jpg
Foto: Dan Mariegaard

Læs mere om: