Lærke Winther spreder juleglæde
Lærke Winther glæder sig til at hygge om 200 børn fra udsatte familier, når Dansk Røde Kors og smykkefirmaet, Pandora, holder juleworkshop i henholdsvis København og Aarhus.
Hun er ambassadør for det nye samarbejde mellem Røde Kors og smykkefirmaet, som går ud på at give børn fra fattige familier mulighed for at give en gave til en kvinde, som er særlig vigtig i barnets liv.
Børnene laver gaver
Det sker ved i alt fire arrangementer, to på Nationalmuseet i København og to på kunstmuseet ARoS i Aarhus, hvor børnene får lejlighed til at lave en gave og indpakke og pynte den efter alle kunstens regler.
Pandora Christmas Workshop hedder arrangementerne, hvor der udover gaveindpakning vil være julehygge, julefilm, julegodter og masser af voksne med tid til at klippe-klistre. Herunder altså Lærke Winther.
Skaber julestemning
- Jeg glæder mig helt enormt til at være med til at hygge om alle børnene, give dem en skøn oplevelse og få dem i julestemning, siger Lærke Winther, som nogle børn vil kunne huske som Willys mor, Mette, fra TV 2s julekalender "Juleønsket".
LÆS MERE: Lærke Winther havde familien med i biografen