
Lene Beier og Anders gjorde det for sønnernes skyld – havde en snedig plan

Familien betyder alt for Lene Beier, og derfor er hun også lykkelig for, at hun kan dele hoteleventyret i Østrig med ægtemanden, Anders, deres to sønner, Otto og Arthur, og sin mor, Jytte.
Hele familien nyder at bruge tid sammen under nye himmelstrøg.
- Vi laver mange flere ting sammen nu, også med drengene. Før var Anders og jeg ude på arbejde, og drengene var ude og lave ting med deres venner. Nu er det meget mere ting, der foregår her på hotellet, og det er virkelig fedt, siger en glad Lene Beier til BILLED-BLADET.
Den 47-årige tv-vært afslører, at hotellet faktisk også indgik i parrets snedige plan for at holde teenagesønnerne hjemme lidt længere.
- Drengene bliver jo også større og søger mere væk hjemmefra, og så tænkte vi, at hvis vi nu har et skihotel, så bliver de nok hængende! Og det gør de – i hvert fald indtil videre – for det er jo det, de elsker allermest i hele verden, udbryder Lene Beier med et smil og tilføjer:
- Det er dejligt at have skabt en ramme, hvor de har lyst til at være, også om nogle år.

- Ja, plus, at man lige kan tage en halv dag på ski sammen med drengene. Det skete bare ikke i Danmark, fordi der ikke var et sammenfald af interesser på den måde, indskyder Anders.
Familien er blevet tættere
De kan godt mærke, at de som familie er kommet tættere på hinanden det sidste halve år.

- Ja, helt sikkert. Vi har knoklet som en sindssyg, og det med at have et fælles formål har også skabt noget sammenhold, siger Lene Beier og fortsætter:
- Det er også dejligt for drengene, at mormor bor lige på den anden side af deres dør. Hun har været her siden september, og hun giver den virkelig gas.

Sidste afsnit af ”Beier på Alpehotellet” sendes torsdag den 6. marts kl. 22.40 på TV 2 Fri.
