
Lene Beiers mor nægter at gøre som datteren: Det kommer ikke til at ske!

Lene Beier og hendes mor, Jytte, kan ikke løbe fra det. De minder utroligt meget om hinanden.
- Vi snakker meget og er meget sociale, er A-mennesker og får ordnet mange ting, fortæller Lene Beier til BILLED-BLADET, mens hendes mor indskyder med et grin:
- Jeg skal lige tage mig selv i, at jeg ikke sidder med mine arme, som Lene gør. Så bliver det jo først for meget!
69-årige Jytte Ransborg rejste med sin ældste datter, svigersøn og børnebørn til Østrig i efteråret, hvor de flyttede ind på Hotel Edelweiss i byen Itter.
Selv om der er mange lighedspunkter mellem mor og datter, så er der alligevel én ting, som adskiller dem, og som Jytte nægter at gøre.
- Tatoveringer skal hun ikke bede om, siger Lene Beier med et glimt i øjet.
- Nej, bestemt ikke, fastslår mor Jytte og foreslår sin datter, at hun da burde få lavet et bjerg med Edelweiss på som tatovering.

- Jeg har ikke fået nogen tatovering hernede endnu, men jeg kunne godt tænke mig at få en, der har med hotellet at gøre, konstaterer Lene Beier, som allerede har flere tatoveringer på kroppen.

Mor og datter kan opleves i TV 2 Fri-programmet ”Beier på Alpehotellet” hver torsdag.
