Louise følte sig holdt for nar efter Landmand søger kærlighed: Nu reagerer Niels Erik
I syvende afsnit af ”Landmand søger kærlighed” var det afgørelsens time, for det var her, at Niels Erik skulle beslutte, om han ville invitere Christina eller Louise med på romantisk weekend.
Valget faldt på Christina, som han i lang tid havde haft et særligt godt øje til, men for landmanden var det en svær balancegang, at der også var andre bejlere, som viste interesse.
- Jeg havde et godt indtryk af Christina, og det var gensidigt, men i forhold til Louise var det svært. Jeg tænkte meget på hendes følelser, og hvordan hun havde det. Jeg fornemmede, at hun nok var sikker i sin sag om, at det var hende, jeg ville vælge, fortæller Niels Erik.
Louise havde da også en følelse af, at hun og Niels Erik kom godt ud af det med hinanden. Hun var dog i tvivl, om det var særegent for hende.
- Jeg synes, vi havde god kemi, men det synes jeg, han havde med alle pigerne. Det var svært at fornemme, om det kun var en selv, eller om kemien var lige så god med de andre, fortæller Louise nu.
Mens optagelserne stod på, fornemmede hun ikke, at han havde Christina som favorit, men nu hvor hun har set programmet, kan hun godt føle sig holdt lidt for nar.
- Han holdt det ret godt skjult under optagelserne. Jeg har tænkt bagefter, at han havde en favorit. Jeg har følt mig holdt for nar. Når man ser det på tv, synes jeg egentlig bare, han burde have stoppet det noget før. Det har man jo set andre gøre tidligere. Jeg har tænkt: ”Har jeg så bare være en pauseklovn?”, fortæller hun.
Niels Erik forklarer dog, at det ikke var med i hans overvejelser at sende Louise hjem før tid.
- Nej, det havde jeg ikke overvejet. Jeg tænker, at livet er fuldt af overraskelser, og hvorfor snyde sig selv for en potentiel overraskelse? Never miss a good opportunity. Det kunne også være, at det havde vist sig, at Christina alligevel ikke var et match, siger Niels Erik om sin beslutning om at lade begge kvinder blive på gården, inden han skulle træffe sin endelige beslutning.
Siden optagelser har Louise og Christina holdt kontakten lidt ved lige, mens Niels Erik ikke har kontakt til Louise.