Niels Erik fra Landmand søger kærlighed valgte Christina: Nu forklarer han sin vilde reaktion
Lige fra begyndelsen har der været god kemi mellem Niels Erik og bejleren Christina, og derfor kom det heller ikke som den allerstørste overraskelse, at det var hende, han inviterede med på romantisk weekend.
Invitationen kom dog på en lidt anden måde, end de plejer at gøre i ”Landmand søger kærlighed”, for Niels Erik sagde til Christina, at han havde et skelsættende spørgsmål til hende.
Han tog hende i hånden, rejste sig op og kastede det lille cafébord væk, hvorefter han spurgte, hvad hun ville sige, hvis han en dag spurgte, om hun ville gifte sig med ham.
- Det er jo ret et ret alvorligt spørgsmål. Jeg tænkte, det var en god måde at fremprovokere en reaktion på, og jeg kan lide at sætte hende på glatis. Jeg synes, hun taklede det meget fint. Lige i øjeblikket syntes jeg, det var en god ide, men jeg kunne måske godt lige have givet den halv gas. Jeg vidste jo, hvor vi stod i forvejen, så det var nok okay, siger Niels Erik med et smil.
At smide cafébordet væk var ligeledes gennemtænkt.
- Jeg tænkte, at nu skulle hun lige rystes og chokeres lidt.
Hvordan det videre kommer til at gå mellem Niels Erik og Christina, kan man følge i ”Landmand søger kærlighed” hver tirsdag.