Maria Montell blev overrasket af sine børn på direkte tv: ”Neeej, har I fået dem til det?”
Søndag morgen sad Maria Montell klar i den røde sofa som ugens gæst i ”Go’ morgen Danmark”.
Her fortalte ”DiDaDi”-sangerinden om sin 30 år lange sangkarriere, men også den mere private side af hendes liv.
Besøget faldt sammen med Mors Dag, og derfor indledte Maria Montell med at fortælle, at det ikke som sådan bliver fejret hjemme hos familien Montell-Jensen.
Men i år blev det helt anderledes – hendes tre børn havde nemlig en overraskelse i ærmet.
For pludselig lød det fra vært Michèle Bellaiche: ”Vi har en lille hilsen til dig, Maria.”
”Nej! Er det rigtigt?” Sagde Maria Montell forbløffet. Og så tonede børnene Villum, Smilla og Lilly frem på skærmen.
”Hej mor! Glædelig Mors Dag! Vi vil bare fortælle dig, at vi elsker dig rigtig højt, og vi er rigtig glade for, at du er vores mor. Og der venter en rigtig dejlig gave til dig, når du kommer hjem. Så vi glæder os til at se dig senere. Elsker dig!” Lød det fra børnene som akkompagnerede hinanden.
Det var en overrasket mor, som sad tilbage i sofaen:
”Neeej, har I fået dem til det? Utroligt,” fik hun fremstammet, hvorefter hun tog sig til hjertet og sagde rørt:
”Ej hvor fint. Det var dejligt at se.”
Maria Montell er gift med skuespiller og instruktør Tomas Villum Jensen, med hvem hun har børnene Villum, Smilla og Lilly.