Martin og Sunnvá fra Nybyggerne: Derfor blev vi forelsket i hinanden
Kærligheden lyser ud af 25-årige Sunnvá og 32-årige Martin, når de er på skærmen i TV 2’s ”Nybyggerne”, hvor de kæmper for at vinde deres drømmehus i Silkeborg.
Det unge, færøske par fortæller her, hvad de faldt for hos hinanden.
- Jeg blev forelsket i Martins rolige personlighed, og så er Martin bare det sødeste og mest godhjertede menneske, jeg nogensinde har mødt. Han tænker altid på andre før sig selv, siger Sunnvá til tv2.dk.
Altid klar på et eventyr
- Sunnvá er altid glad og frisk, og så er hun altid med på et eventyr. Der skal bare ske noget, og der er ikke én kedelig hverdag sammen med Sunnvá, fortæller Martin til tv2.dk og fortsætter:
- Så det var et frisk pust i mit liv, at der kom en dejlig, ung dame og gjorde mit liv mere spændende.
De er begge født og opvokset på Færøerne, hvor de mødte hinanden til en musikfestival i 2015, men det var først, da de begge var flyttet til Danmark, at de blev kærester.
Bor på Amager
Parret bor sammen på Amager, og Sunnvá arbejder på en tandreguleringsklinik, mens Martin er ansat som førstestyrmand hos Mærsk Supply Service. Han sejler i syv uger, og har fri i syv uger.
De drømmer om at flytte væk fra storbyen og stifte familie – gerne i Silkeborg.
”Nybyggerne” kan ses på TV 2 hver onsdag kl. 20.00.