Mette fandt ikke drømmeboligen i 3xBeliggenhed: Sådan går det i dag
Sara Lygum blev sat på lidt af en opgave, da hun i mandagens afsnit af ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” skulle hjælpe 32-årige Mette Bjørnholt Jensen med at finde sit drømmehus.
Hun har muskelsvind og sklerose og boede i en andelsbolig lidt uden for Horsens.
Mette ville gerne flytte ud på landet, hvor der var mere plads til hende selv og hendes to elskede hunde.
På grund af hendes handicap skulle hendes fremtidig bolig have en god planløsning, hvor soveværelse og badeværelse hænger sammen. Derudover skulle huset gerne ligge på en stor, naturskøn grund.
Boligeksperten Sara Lygum fandt frem til tre forskellige boliger i Horsens Kommune, som passede på flere af kriterierne. Undervejs fik hun selskab af kollegaen Christian Borregaard.
Desværre endte Mette dog med at takke nej til alle tre boliger, da ingen af dem opfyldte alle hendes behov.
Hun ville fortsætte med at lede efter dømmeboligen på egen hånd, men desværre har hun endnu ikke fundet sit fremtidige hjem.
På Mette Bjørnholt Jensens Facebook-side fremgår det, at hun stadig bor i sin andelsbolig i Horsens.
I sit nyeste opslag fra juli måned skriver hun, at hun bor lidt nord for Horsens, men har planer om at flytte til Juelsminde i sommeren 2025.