4. mar. 2025
Af Majken Munk

Michael Stærke skal ikke være vært på AftenTour: Det skal han i stedet

Michael Stærke
Michael Stærke
Foto: Søren Jul Lamberth
TV 2 har sat deres hold til årets Tour de France, og der er ikke blevet plads til Michael Stærke. Der er andre planer med ham.

Michael Stærke overtog sidste år tjansen som vært på TV 2’s ”AftenTour”.

Den værttjans havde i årevis været varetaget af Rasmus Staghøj, der dog blev fyret fra kanalen.

Når TV 2 igen denne sommer blænder op for deres Tour de France-dækning, der selvfølgelig inkluderer ”AftenTour” er det uden Michael Stærke.

Michael Stærke og Lars Bak i TV 2's "AftenTour" 2024.
Michael Stærke og Lars Bak i TV 2's "AftenTour" i 2024.
Foto: TV 2

Hans tjans som vært på ”AftenTour” bliver overtaget af Stine Bjerre Mortensen.

Der er i stedet lavet en anden plan for TV 2-værten Michael Stærke.

Han skal ifølge TV 2’s pressemeddelelse være vært på cykelløbet Vuelta a España, der køres senere på sommeren fra den 23. august.

Michael Stærke får følgeskab af nogle stærke kolleger.

Dennis Ritter og Rolf Sørensen skal kommentere det spanske løb hjemme fra studiet i Danmark, hvor de også får besøg af cykeleksperterne Lars Bak, Christian Moberg og Emil Vinjebo.

Søren Reedtz og Kasper Højstrup er kanalens to udsendte reportere i Spanien.

Løbet har start i Torino i Italien, men ender i Madrid. Det spanske løb er – udover Tour de France – et stort mål for danske Jonas Vingegaard.

Mere om: