Niels Erik fra Landmand søger kærlighed så ingen anden udvej: Sådan går det nu
Mange havde ventet at se Niels Erik og Christina på romantisk weekend i niende afsnit af ”Landmand søger kærlighed”, som blev sendt tirsdag aften, men sådan gik det ikke – de to kom nemlig aldrig af sted.
Kemien var ellers mere end almindeligt god mellem de to, og de datede løs, men da snakken faldt på det med at bo sammen, og hvornår det i så fald skulle ske, fandt de ud af, at de ikke var på bølgelængde.
– Vi fik datet en hel del og fik nogle af de her nødvendige snakke, og der gik det op for mig, at det at pendle frem og tilbage nok ville slide os op. Jeg har været i et forhold, hvor det var mig, der pendlede frem og tilbage i knap et år, og det var for meget. Jeg vidste, hvordan det ville ende, hvis der skulle gå tre år, før vi flyttede sammen, og så kunne jeg ikke se, hvorfor jeg skulle bruge mere af min ellers vores tid på det, forklarer Niels Erik om sin beslutning.
– Selvfølgelig var det en skuffelse, for vi var forelskede begge to. Men jeg er også rationelt anlagt og var også nødt til at komme videre, selv om det gjorde ondt. Man må nogle gange bruge hovedet i stedet for at lytte til sit hjerte, forklarer landmanden.
Niels Erik er fortsat single, men det er ikke fordi, at der mangler interesse fra det modsatte køn. Tværtimod er det væltet ind med beskeder til landmanden, men af hensyn til programmet har han holdt det lidt hen.
– Jeg vidste heller ikke, hvem det var, der skrev, og om det var seriøst, fortæller Niels Erik, der også har overvejet, om nogen af dem har skrevet til ham, bare fordi han har været på tv.
Men nu er hans tid i ”Landmand søger kærlighed” overstået, og derfor har han så småt taget hul på at dykke mere ned i de henvendelser, der er kommet til ham, og så vil tiden vise, om den rigtige kvinde gemmer sig iblandt.
Selv om Niels Erik ikke fandt en kæreste i programmet, har han nydt at være med. Han har desuden fået smag for at lave tv, og han vil ikke udelukke, at han måske dukker op på skærmen igen – for eksempel i et program som ”Korpset”, der er lidt mere actionpræget.
Derudover har han også fået en række gode venner ud af det.
– Jeg har fået nye venner for livet. Jeg skriver og snakker stadig med Christina af og til, og de andre landmænd fra programmet ses jeg også med. Jeg skal afholde vores næste komsammen her i oktober, fortæller Niels Erik.