Claus og Nicoline fra Landmand søger kærlighed: Sådan er deres nye liv
Det var sidste år, at man kunne følge Claus Simonsen og Nicoline Knudsen i ”Landmand søger kærlighed”, og siden dengang har deres liv taget noget af en drejning.
Parret blev hurtigt kærester, og for et halvt år siden flyttede Nicoline sammen med landmanden på hans gård nær Haslev, og i sommer er parret desuden blevet forlovet.
Nicoline, 29, boede inden da i København, men nu har hun og Claus, 35, fået et helt nyt liv sammen.
- Jeg har malet og sat mig eget præg på det, og det har været sjovt. Det har gjort, at det føles mindre som Claus’ barndomshjem og mere som vores fremtidige hjem, fortæller Nicoline.
- For mig betyder det meget, at Nicoline også føler, det er hendes hjem, og at jeg føler det som mit hjem og ikke som mine forældres hjem, supplerer Claus.
Det har været et overraskende nemt skridt for Nicoline at flytte fra hovedstaden og til Midtsjælland.
- Jeg plejer at sige til folk, at jeg ikke vidste, at jeg hørte til på landet, før jeg prøvede det. Det er virkelig skønt, understreger hun.
Det er dog ikke kun omgivelserne, der er nye, for Nicoline har foruden sin lejlighed også sagt farvel til jobbet i København.
Hun arbejdede førhen som salgskoordinator hos et modebrand, men nu er hun blevet ansat som altmuligkvinde hjemme på gården.
Hun hjælper til udenfor, og så tager hun sig også af administration og bogholderi.
- Så kan jeg bidrage på den måde, og han skal ikke sidde i weekenden og lave fakturaer, fortæller Nicoline om kæresten, der også har sit job som ingeniør at passe ved siden af landbruget.
- Jeg står også for at slå græs og for at passe haven og køkkenhaven. Alt der har med grønne ting at gøre. For nylig har jeg også lært at harve ude i marken. Det er virkelig sjovt, siger hun.
- Hun har virkelig flair for det, roser Claus.