Ny Vild med dans-vært Cilia Trappaud medvirkede i populær børnefilm
Tirsdag morgen afslørede TV 2, hvem der sammen med Martin Johannes Larsen skal være vært på den kommende sæson af "Vild med dans".
Valget er faldet på Cilia Trappaud, som indtil i går ikke var et navn, der klingede så velkendt i den brede offentlighed.
31-årige Cilia Trappaud kan dog prale af at have været professionel danser siden teenageårene, og gennem karrieren har hun danset for store navne som Beyoncé, Usher og til Super Bowl.
Derudover har hun også været danser i Cirkusrevyen i 2015, men skruer vi tiden endnu længere tilbage, medvirkede Cilia Trappaud faktisk i en børnefilm.
På filmsitet IMDB kan man se, at Cecilia Marie Trappaud Nydam, der er danserens fulde navn, i 2005 medvirkede i filmen "Bølle Bob & Smukke Sally" som danser og sanger.
Ikke den eneste
Cilia Trappaud er dog ikke den eneste med tilknytning til "Vild med dans", som medvirkede i børnefilmen.
Camilla Dalsgaard, der i flere sæsoner har været en af de professionelle dansere, spillede således rollen som Smukke Sally, mens en anden af programmets profesionelle dansere Damian Czarnecki også var sanger og danser i filmen.
Siden filmen udkom for snart 20 år siden har alle tre haft en flot dansekarrriere, og det bliver nu spændende at se Cilia Trappaud i den nye rolle som "Vild med dans"-vært.