Optagelserne til TV 2-hittet Hvide Sande er sat på pause: Forklaringen er uvis
Anne Louise Hassing har i de seneste måneder været i gang med optagelserne til både ”Badehotellet” og ”Hvide Sande”, men nu er hele produktionen til sidstnævnte sat på pause.
Optagelserne til sæson to begyndte i juli, men ifølge TV Midtvest holder produktionen nu pause.
- Jeg kan bekræfte, at vi er gået på en midlertidig pause, men derudover har jeg ikke yderligere kommentarer, fortæller producer Peter Bech til mediet, ligesom han heller ikke ønsker at kommentere på, om det er pengemangel, der er årsagen til, at optagelserne til anden sæson af "Hvide Sande" er stoppet for nu.
Til TV Midtvest udtaler produceren dog, at man satser på at være i gang igen på mandag efter en uges pause, men der er ikke noget, der er fastlagt.
Den første sæson af ”Hvide Sande” blev sendt på TV 2 i 2021, og den havde Carsten Bjørnlund og Marie Bach Hansen i hovedrollerne. Denne gang er det Anne Louise Hassing og Allan Hyde, der er de to hovedkarakterer, og de spiller henholdsvis efterforsker og lokalbetjent.
I sommer skrev TV 2, at sæson to af ”Hvide Sande” ventes at få premiere i 2025.