Peter Ingemann: Vild jubel over premiere
Peter Ingemann kan slet ikke få armene ned efter premieren på hans nye boligprogram "To ens med Ingemann" onsdag den 11. august. Sjældent har ét af hans programmer fået en bedre modtagelse af seerne, fortæller han på sin Instagram-profil.
- HOLD DA MAULI! We are back!, jubler han.
- Jeg tror, jeg kun to gange i karrieren har haft en seerandel på over 50 procent, og det var med Hammerslag i Ruder Konges tid og én gang med Knallert på Vestkysten. "To ens" var det suverænt mest sete program i går (skriver han torsdag, red.), og må jeg på hele det store holds vegne sige: TAK - AF HJERTET TAK.
- Uden jer seere - intet program. Vi skylder jer alt. Så simpelt er det. Skulle også hilse at sige fra mine to tidligere venner, Anders og Claus, at de elsker jer. Kys til Danmark - og undskyld min overstrømmende glæde, jeg er bare skidelykkelig over, at det lykkedes... igen. Tak for jer! Rygtet om boligprogrammernes snarlige død er stærkt overdrevet.
Således en overstadig på Peter Ingemann på Instagram.
I "To ens med Ingemann" dyster han med sine to ejendomsmæglervenner, Anders Gerner Frost og Claus Dreyer, om at gætte priser på to næsten ens boligtyper med forskellig beliggenhed.