Romantiske billeder: Claus og Nicoline fra Landmand søger kærlighed er blevet gift
Lørdag den 15. juni er en stor dag for Claus Simonsen og Nicoline Knudsen, der for godt to år siden mødte hinanden for rullende kameraer i ”Landmand søger kærlighed” på TV 2. De to er nemlig netop blevet gift.
Det skete på en dag, hvor sommervejret viste sig fra en ualmindelig regnfuld side, men til gengæld strålede brudeparret som aldrig før, da de kom ud af Teestrup kirke, der ligger ved Haslev og få kilometer fra parrets hjem.
- Det gik rigtig godt. Og det var så smukt med musikken, fortalte den lykkelige brud, da BILLED-BLADET mødte dem efter vielsen.
Nicoline kom ind i kirken til tonerne af Eltons Johns romantiske kæmpehit ”Can you feel the love tonight”, der blev sunget live i kirken, hvor hun og Claus gav hinanden deres ja.
Gommen måtte dog vente lige lovlig længe på sin brud forud for vielsen, der var sat til at begynde klokken 13.00. Traditionen tro kom bruden lidt for sent, men han måtte vente et helt kvarter, før hun dukkede op i sin smukke kjole, der er fra Fuhrmanns i Køge.
- Der var trafikkaos på motorvejen, så alle var ikke kommet, fortæller Nicoline om gæsterne, der hastede ind i kirken kort før bruden.
Både før og efter vielsen væltede det ned med regn i Teestrup, men utroligt nok holdt det nogenlunde tørt, idet brudeparret kom ud af kirken og hilste på deres gæster. Solen kiggede endda også frem ganske kortvarigt, alt mens Claus’ mor, Ingrid, sørgede for lidt bobler til gæsterne. Det var naturligvis af egen avl, for Claus er vinbonde.
Den efterfølgende bryllupsfest blev holdt hjemme på gården, hvor Claus og Nicoline sammen bor og arbejder.
Se billederne af det lykkelige brudepar i galleriet herunder: