Rune Klans eget tabu: Kæmpede en personlig kamp i otte år
Hver uge møder Rune Klan danskere med fysiske eller psykiske handicap og tester grænsen for, hvad man kan grine ad i ”Tabu - med Rune Klan” på TV 2.
Den 46-årige standupkomiker og tryllekunstner har en personlig motivation for at lave programmet, som nu kører på anden sæson.
Rune Klan har nemlig sit eget tabu. Og det åbnede han for første gang op omkring tilbage i 2017, da han lavede standupshowet ”Barnløs”.
Det handlede om, at han og hustruen Christel Stjernebjerg ikke kunne få børn og var ufrivilligt barnløse.
Parret, der blev gift i 2015, kæmpede i otte år for at få et barn, og de endte til sidst med at adoptere sønnen Buster fra Afrika i 2018. Historien fik altså en lykkelig slutning.
Med standupshowet var Rune Klan med til at åbne op for et tabu, og han fik mange henvendelser fra folk, som også havde oplevet ufrivillig barnløshed.
- Der er mange, der har givet mig respekt for at have åbnet for det tabu. Det har været min egen motivation for at gå ind i det her program, fordi jeg fandt ud af, at det kan være vigtigt at tale om tabuer, har Rune Klan udtalt til TV 2.
”Tabu – med Rune Klan” sendes på TV 2 hver tirsdag kl. 20.00.