Steen Jørgensen mangler det meste af armen: Nu fortæller han, hvordan det har påvirket hans liv
Det er 45 år siden, at Steen Jørgensen indledte karrieren med det band, der senere skiftede navn til Sort Sol, og siden er han blevet et dansk rockikon.
Steen Jørgensen er i dag 63 år, men ud over at være kendt for numre som "Let Your Fingers Do the Walking" og "Holler High", er han også kendt som ham rockmusikeren, der mangler den ene arm.
Til TV 2.dk fortæller den "Toppen af poppen"-aktuelle musiker, hvordan det var at vokse op med og leve med det specielle handicap.
En sjælden defekt
Steen Jørgensen blev født på Frederiksberg i 1959, og allerede dengang stod det klart, at han skilte sig ud.
Ifølge Steen Jørgensen var det en sjælden defekt i fosterstadiet, der betød, at hans venstre kun går til lige under albueleddet.
Havde kunstig arm som barn
Som spæd fik han sin første armprotese, og omkring skolestart fik han en kunstig arm.
I enden var der en krog, der kunne åbnes og lukkes, så han kunne gribe fat om ting. Det blev styret med noget mekanik, der var forbundet til hans højre skulder.
Den kunstige arm var lavet af stål, gips og gummi, og den kunne nemt gøre skade på andre, hvis man brugte den forkert.
- De sagde, at jeg aldrig, aldrig, aldrig måtte true nogen med den eller bruge den som angrebsvåben. For den kunne være livsfarlig. Så jeg var godt klar over, at dét skulle jeg holde mig langt fra, siger Steen Jørgensen til TV 2.dk om de formaninger, han fik fra de voksne.
Droppede protesen som 12-årig
I skolen blev han kaldt alt muligt, og han blev ofte mindet om, at han skilte sig ud, men Steen Jørgensen lærte hurtigt at holde sig fra dem, der ikke ville ham det godt.
Han fik nye proteser, efterhånden som han voksede, og i mange år var de uundværlige for ham. Men en varm sommerdag i 1971, tog den dengang 12-årige Steen Jørgensen den tunge protese af, og han har ikke haft den på siden.
I teenageårene begyndte han at få smag for musik, og han og punkbandet Sods fik hurtigt stor succes.
Steen var forsanger, og den manglende arm var ikke noget problem.
- På en måde var timingen helt perfekt for mig. For dét at være sanger i et punkband og mangle noget af venstre arm var egentlig faktisk nærmest cool.
Søndag aften kan man i "Toppen af poppen" på TV 2 blive klogere på Steen Jørgensen og hans lange karriere.