Svend fandt lykken på tv, men det endte ulykkeligt: Nu er han tilbage i Landmand søger kærlighed
I de 10 år som ”Landmand søger kærlighed” har kørt på TV 2, har mange fundet kærligheden.
Sådan var det faktisk også for Svend Kirkegaard Hansen, da han var med i syvende sæson af TV 2-programmet, der blev sendt i 2020.
Men nu er han altså tilbage for at finde den eneste ene.
Fandt lykken
Noget af det, som mange tv-seere vel nok husker vestjyske Svend for, var hans rekord.
For da Svend i 2020 satte sig for at finde kærligheden, kunne tv-vært Lene Beier præsenterer ham for det mindste antal breve, en landmand har modtaget i programmet.
Svend fik tre breve fra interesserede kvinder, og da det så kom til speeddaten, dukkede den ene af dem op.
Alt det tog den vestjyske landmand dog med ophøjet ro.
Én af dem, der havde skrevet et brev til ham, var Maryna Varkholiak.
Hun viste sig at være den helt rette for landmanden, og kort efter optagelserne kaldte de sig for kærester.
I efteråret samme år, som programmet blev sendt, flyttede Maryna ind på Svends gård, og her kastede de sig over at bygge et nyt stuehus op.
Dengang fortalte parret til BILLED-BLADET, at de var glade for hinanden og havde det godt, men der var selvfølgelig nogle hjørner, der skulle slibes til.
Samtidig var de begge to ærlige om, at sproget var en udfordring. Maryna er fra Ukraine og var ikke helt flydende på dansk, mens Svend slet ikke kunne Ukrainsk.
Brød med hinanden
Svend og Maryna havde glæde af hinanden i godt halvandet år som kærester, men desværre holdt parforholdet ikke.
I begyndelsen af 2022 lagde Svend og Maryna en video op på de sociale medier, hvor de fortalte, at de var gået fra hinanden.
Det var tydeligt, at parret havde følelserne udenpå tøjet, da Svend skulle sætte ord på, hvad der var sket.
Efterfølgende uddybede landmanden, at de var gået fra hinanden, fordi der ”var knaster, som vi ikke kunne løse”.
Tilbage på tv
Nu er jagten sat ind på endnu et kærlighedsmatch.
Svend Kirkegaard Hansen på 45 år blev spurgt af produktionen bag programmet, om han havde lyst til at vende tilbage.
Efter han lige havde sovet på det, sagde han ja.
Han bor stadig på sin kvæggård i Vestjylland, men siden han var med sidst, har gården fået et nyt stuehus.
Den 45-årige landmand kan godt lide at tage til koncerter og opleve musicals, og så har han en svaghed for gamle, danske film.
Landmanden drømmer om at finde en kvinde, der har et positivt livssyn og smittende smil.
Han så også gerne, at der kom noget mere liv på gården. For landmanden vil gerne stifte familie, men han har intet imod, hvis hans drømmekvinde har børn i forvejen.