Tobias Dybvad fik lavet et cementkunstværk i Stormester: Nu er det solgt for kæmpe beløb
”Stormester” er tilbage i bedste sendetid hver fredag aften, og i tredje afsnit af sæson otte fik de fem deltagere udleveret 25 kilo cement.
Opgaven var, at de skulle få posen med cement til at stige mest muligt i værdi, og Tobias Dybvad, Puk Elgård, Mathias Helt, Natasja Brock og Carsten Eskelund gik alle meget forskelligt til værks.
Stormester Lasse Rimmer var mest imponeret over Tobias Dybvad, der overraskede alt og alle med sin løsning.
Komikeren kender kunstneren Ole Aakjær, og han havde givet de 25 kilo cement til netop ham, så han kunne skabe et kunstværk, der blev vist frem midt på ”Stormester”-scenen.
Det flotte værk udløste store klapsalver i salen samt fem flotte point til Tobias Dybvad, der nu afslører, hvad der siden er sket med værket.
På Instagram kan man nemlig se ham flankeret af et tysk par, der er de nye ejere af kunstværket. Tobias Dybvad skriver, at Ole Aakjærs værk i februar blev solgt på hans udstilling ”Backstage” til intet mindre end 150.000 kroner.
Komikeren tilføjer desuden, at det tyske par aldrig har hørt om programmet ”Stormester”..