
Vild med dans-stjernen Nikolaj Lund skal være far for første gang

2024 var et stort år for Nikolaj Lund, der fik sin debut som professionel danser i ”Vild med dans” i efteråret, hvor han dansede med Dot Wessman.

Det ser dog ud til, at 2025 bliver endnu større. Her bliver han nemlig far for første gang.
Nikolaj Lund afslører den lykkelige nyhed i et opslag på Instagram, hvor han skriver, at han har fået den bedste gave, han kunne tænke sig.
Den 35-årige danser har delt to billeder med hustruen Marta Maria Lund, hvor de holder et scanningsbillede op og smiler stort.
Nikolaj Lund skriver, at den lille ny melder sin ankomst i juni 2025, og at de slet ikke kan vente med at begive sig ud på det nye eventyr sammen.

Han takker alle dem, som har givet støtte og kærlighed på deres rejse mod at blive forældre for første gang.
Nikolaj Lund bor i København med hustruen Marta Maria Lund. Parret blev blandt andet sølvvindere ved EM i 10 danse i 2017.
