
Geggo og Cengiz tager stor beslutning: Er det endegyldigt slut?

Danskerne lærte for alvor Stephanie "Geggo" Salvarli og hendes mand Cengiz at kende i TV3-programmet "Familien fra Bryggen", men i efteråret 2023 fik parret deres helt eget program.
I "Langt fra Bryggen" inviterede de danskerne inden for i deres kaotiske renoveringsprojekt, hvor ikke alt hele tiden gik som planlagt.

Som tiden gik kom der dog mere og mere styr på huset, og parret gav i programmet flere gange udtryk for, hvor glade de var for deres nye hjem.
Men det viser sig nu, at huset på Amager ikke var lykken.
For som Se & Hør kan fortælle har parret nu valgt at sætte huset til salg.
Det fremgår af en video, som Realmæglerne på Amager har delt af huset på Instagram.

Ifølge Se & Hør er huset sat til salg for 7.695.000 kroner, hvilket er noget mere, end de 5.395.000 kroner, de selv gav for det.
Da anden sæson af "Langt fra Bryggen" sluttede i efteråret 2024, blev der ikke lagt op til, at det dermed var slut med programmet, men beslutningen om at sælge huset kan meget vel betyde, at vi har set det sidste til TV3-programmet.
Tiden må vise, om det vender tilbage i en eller anden form.
