Til middag hos: Derfor får Forsidefrue-Gunnvør Dalsgaard sine gæster til at græde
I tirsdagens afsnit af ”Til middag hos” er det 39-årige Gunnvør Dalsgaard, der er vært.
Hun overrasker sine tre gæster med en underholdning, der får tårerne frem hos dem.
Meget rørt
Gunnvør Dalsgaard skal lave en tre-retters menu til skuespiller og filminstruktør Trine Appel, tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen og influencer Daniel Hoff.
Menuen imponerer hendes gæster, men det er hendes planlagte underholdning, der får det hele til at gå op i højere enhed.
For Gunnvør Dalsgaard har inviteret den færøske sangerinde Eivør til at synge en sang.
- Gunnvørs underholdning var i topklasse. Vi lærte lidt, og så var der ligesom den her sang, som jeg blev rørt over, fortæller instruktør Trine Appel, der tørrer tårer væk efterfølgende, i ”Til middag hos”.
En følsom sang
Men det er ikke kun Trine Appel, der bliver ramt i tårekanalerne af den smukke færøske sang.
- Jeg bliver virkelig rørt. Jeg synes, det var flot, og stemmen var fantastisk, fortæller Poul Madsen i programmet.
Også influencer og komiker Daniel Hoff får blanke øjne af den smukke underholdning.
- Jeg er jo en følsom ung mand, så det er klart, jeg bliver da rørt, når der er nogen, der er så dygtig og synger så flot, siger han i programmet.