
De ligner hinanden som tre dråber vand: Sådan kender Anna og Mads forskel på deres enæggede trillinger

Anna fandt hurtigt sine egne måder, hvor hun kunne se forskel på de tre enæggede piger, da hun blev mor til de guldklumper, der vendte op og ned på hendes liv.
– Ida, hun var tyk, Clara var bleg, og Rosa var den mindste. Senere kunne vi kende forskel på deres navler, og til sidst kunne vi se forskel på deres hår, siger trillingemoderen, der i dag har lettere ved at kende forskel på sine tre piger, der er fire år gamle.
– De er blevet meget mere dem selv. Der er dog stadig en grundregel om, at Rosa er den smalleste, Ida er meget rund i hovedet og Clara er ikke længere bleg, men hun er mere spids i hovedet, siger Anna til BILLED-BLADET, imens hun kigger rundt på den lille børneflok.

– Man kan se deres forskellige personligheder, når de tegner. Rosa er god til at være detaljeret og kreativ i sine tegninger, Ida døjer med sin selvtillid, og Clara kan godt lide at sidde selv og fordybe sig, konstaterer Anna, der er lykkelig for, at pigerne har hinanden.
– De har alle sammen mit temperament, og det kan virkelig være noget møg for mig, griner Anna, der indskyder, at hun ofte får en opsang fra sine døtre.