Dennis Ritter fik besøg af en kendt, dansk sanger i Tour de France-studiet
Dennis Ritter sidder endnu en gang klar i Tour de France-studiet, hvor han kommenterer på det årlige franske cykelløb.
I dagens anledning fik TV 2's Tour de France-studie fint besøg af selveste Hjalmer, der gerne ville give en kommentar med på vejen om feltet af cykelryttere.
Hjalmer er ikke kun talentfuld, når det kommer til musik. Han er også en habil cykelfan, der selv har kæmpet hårdt for at blive professionel cykelrytter.
– Fra jeg var 9, til jeg var 13, var det det eneste, jeg ville i hele verden at blive cykelrytter, har Hjalmer tidligere fortalt i et interview til TV 2.
Cykelsporten måtte dog lægges på hylden, da Hjalmer var med i en cykelulykke, hvor han brækkede tre ryghvirvler – og her måtte han vinke farvel til drømmen om en karriere som cykelrytter.
Men selv om Hjalmer ikke kan cykle med, så følger han gerne med, når det årlige Tour de France bliver skudt i gang – og i dag tilbragte han tiden med cykelkommentatoren Dennis Ritter, der var meget tilfreds med dagens gæst.
– Den ultimative gæst i Touren er én, der er pissegodt selskab, sjov og rar – og samtidig ved en masse om cykelsport og Tour. Hjalmer rammer plet på det hele. En stor fornøjelse!, skriver Dennis Ritter i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har fået lov til at bringe.
Alt tyder på, at de samme følelser var gengældt hos Hjalmer.
– Tak fordi jeg måtte komme på besøg, det glemmer jeg aldrig 💛, skriver Hjalmer i en kommentar på Dennis Ritters opslag.