Efter ærgerligt farvel til Cirkusrevyen: Nu kommer nyt program om Lisbet Dahl
Der var lagt an til den helt store afskedssæson med Lisbet Dahl i teltet på Bakken sidste år, men på grund af corona missede instruktøren sin sidste sæson.
Skuespilleren nåede at være en del af Cirkusrevyen gennem 34 sæsoner, og allerede i 2021 meddelte hun, at 2022 ville blive hendes sidste.
Fra begyndelsen af 2022 blev hun derfor fulgt af et kamerahold, som skulle dokumentere hendes farvel til den berømte revy.
- Det er første gang i dag, der bliver filmet, og det skulle gerne ende med at blive en tv-udsendelse, der skal laves om mig, fordi jeg stopper i Cirkusrevyen, fortalte Lisbet Dahl i februar sidste år.
Da hun og de øvrige skuespillere fra revyen mødtes på Bakken for at sætte fødderne i cement i april, blev hun ligeledes fulgt af et kamera.
Senere samme måned stod det dog klart, at Lisbet Dahl havde fået corona. Revyen blev derfor udskudt, og siden blev hun på grund af sygdommen erstattet af Pernille Schrøder.
Lisbet Dahl fik derfor ikke sin sidste sæson i Cirkusrevyen, men ikke desto mindre er dokumentaren om hende alligevel blevet en realitet, og nu får den tv-premiere.
”I over 50 år har Lisbet Dahl været en markant og elsket skuespiller. Hun trådte ind på en scene, som var mandsdomineret. En scene, hvor kvinderne skulle være de pæne og ikke de sove. Men Lisbet lod sig ikke dominere – af hverken mændene eller kvinderne. Se det ærlige portræt af revydronningen”, lyder omtalen af TV 2-dokumentaren ”Lisbet Dahl: Tag mig, som jeg er”, der får premiere på TV 2 Charlie søndag 5. marts.
Lisbet Dahl debuterede i Cirkusrevyen i 1975, og i ”Dansegarderoben” kan man hver søndag se hende portrætteret af Annika Aakjær.
Efter 34 år med Cirkusrevyen havde mange troet, at det var slut med at se Lisbet Dahl på revyscenen, men det er ingenlunde tilfældet.
Til sommer står hun nemlig i spidsen for Tivolirevyen, hvor hun skal spille sammen med Andreas Bo, Nicolai Jørgensen, Linda P. og Carsten Svendsen.