
Gylden genbrug i brokade-stil: Sara Lygums jakke er lavet af gamle gardiner

Den røde løber var fredag aften rullet ud i anledningen af TVPRISEN.

Derfor indtog et væld af tv-stjerner den på fineste vis.
Én af dem var vært på ”Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed” Sara Lygum, der ankom i selskab med ”Vild med dans”-kollegaen Rasmus Staghøj.
Hun havde et casual, men elegant outfit på, hvor særligt hendes jakke stjal opmærksomhed.
Jakken var i gyldne nuancer med blomstermotiver på samt syet med en gyldentråd i en form for brokade-stil.
Den skulle lukkes med bindebånd.
Den elegante jakke var der også en virkelig fin historie bag.
For det har i sin tid været noget helt andet end en jakke.
- Det er faktisk én, der hedder Lisbeth, som jeg kender, der er designer. Hun syer simpelthen ud af brugte ting. Det her er et gammelt gardin, hun har syet om. Hun har brugt et hav af timer på den, fortæller Sara Lygum til BILLED-BLADET.

Faktisk er det noget, der falder i god jord hos Sara Lygum, at man giver ”gamle” stoffer nyt liv, som det er sket med hendes jakke.
- Den er simpelthen så fin, og jeg elsker det her med, at noget gammelt får noget nyt liv. Jeg synes virkelig, det er vigtigt i den her verden, som vi lever i, fortæller hun.
