Helle Hertz fylder 75 år: Fejret af familie og venner
Helle Hertz runder i dag, den 29. oktober, et skarpt hjørne. Den tidligere skuespiller fylder nemlig 75, men allerede i weekenden tog hun forskud på fødselsdagsfejringen.
Fejret af familien
- Jeg blev fejret i lørdags, da vi stillede urene, så vi havde en time ekstra, fortæller Helle Hertz til BILLED-BLADET.
Hun blev fejret af den nærmeste familie med børn, svigerbørn og børnebørn. Af sine børn fik hun en ny seng og et kunstværk.
Helle Hertz er mor til Andreas Peter Bro, Nicolas Bro og Laura Bro, som hun har sammen med skuespiller Christoffer Bro. Alle tre børn er gået i forældrenes skuespillerfodspor.
Helle Hertz: Det vælter ind med lykønskninger
Men weekendens fejring betyder ikke, at fødselsdagen er overstået.
- Det vælter ind med lykønskninger og vin og blomster, så det er dejligt, fortæller Helle Hertz og fortsætter:
- Jeg har besøg af et par gode venner til fødselsdagskringle, og i aften skal jeg spise middag med en anden god ven.
Stor fest må vente
Selv om 75 år er lidt af en milepæl, så bliver der ikke nogen stor festivitas i denne omgang.
- Jeg venter, til jeg bliver 80, hvis jeg ellers har råd til den tid, fortæller Helle Hertz.
Helle Hertz sammen med sin søster, Lone Hertz, der også er gået skuespillervejen.